Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Samarbejde med forældre

Samarbejdet mellem skole og hjem

De gode samarbejdsrelationer mellem skole og hjem er grundlaget for at skabe en god skole med respekt for hinanden, hvor vi tilstræber et konstruktivt og ressourceorienteret samarbejde omkring det enkelte barn, en børnegruppe eller en klasse. 

Skolen skal give mulighed for, at hjemmet kan følge elevens faglige, sociale og personlige udvikling. Kommunikationen mellem skole og hjem skal derfor være klar, ærlig, respektfuld og i rette tid, uanset hvilken karakter henvendelsen måtte have.

Det betyder, at forældrene kan forvente at:

  • ledelsen informerer kvartalsvist til forældrene om det, der overordnet rører sig på skolen.
  • der kommunikeres relevant, hyppigt og ligeværdigt via AULA og Meebook. Det betyder fx, at hver kontaktlærer  kvartalsvist sender et kort informationsbrev til forældrene om læringsaktiviteter, sociale aktiviteter og klassens trivsel.
  • hvert team inviterer til forældremøde i starten af skoleåret, hvor der fokuseres på både faglige, sociale og trivselsmæssige aspekter i klassen. Forældremødet holdes på samme dag for hele årgangen, så det er muligt for årgangen at drøfte emner på tværs. Det er klassens lærere/pædagoger, der planlægger og gennemfører mødet. Forældrene kan altid bede om at få taget et emne op ved at kontakte klassens lærere/pædagoger forud for mødet.
  • der er dialog mellem klasseforældrerådet i den enkelte klasse og kontaktlæreren/kontaktlærerne. 
  • der er beskrevet tydelige mål for undervisningen i henhold til ministeriets fælles forenklede mål. Målene kommunikeres på læringsplatformen i årsplanerne for det enkelte fag, men også i selve undervisningsforløbet.
  • der efter behov informeres og sikres dialog med hjemmet om elevens udbytte af undervisningen og den generelle trivsel, således at skole og hjem sammen kan støtte bedst muligt op om elevens faglige og sociale udvikling.
  • elevplanen udgør et grundlag for dialog med elev og hjem om elevens udbytte af undervisningen. Elevplanen skal give et indblik i elevens faglige udbytte og generelle trivsel. Elevplanen kan danne grundlag for læringssamtalen mellem skole og hjem på den ene skolehjemsamtale.
  • der afholdes læringssamtaler mellem skole og hjem 2 gange årligt i hver klasse. Læringssamtalerne har en varighed af 15 min. pr. elev. Det kan være forskellige faglærere man møder til de to læringssamtaler, dog vil kontaktlæreren/dansklæreren være gennemgående til begge samtaler. Samtalerne afholdes i en ”klassisk form”, hvor der er fokus på direkte gennemgang af elevens faglige standpunkt, trivsel og sociale udvikling.

 

Forventninger til forældrene på Aabybro Skole

På Aabybro Skole har vi også forventninger til forældrene i forhold til et godt og konstruktivt samarbejde. Forventningerne kan læses i skolebestyrelsens ”princip om samarbejdet mellem skole og hjem”. De væsentligste forventninger til forældrene er at:

• forældrene holder sig orienteret på AULA/Meebook
• forældrene støtter op om deres barns læring og trivsel
• forældrene overfor deres barn støtter op om skolens arbejde
• forældrene kommunikerer åbent med skolen om særlige forhold i hjemmet, der har relevans for barnets trivsel og læring
• forældrene sørger for, at deres barn møder undervisningsparat i skole, hvilket betyder, at barnet er udsovet, har fået morgenmad, har lavet lektier og har madpakke og evt. idrætstøj/svømmetøj med i skole.