Aabybro Skole er en dansk folkeskole, der rummer 0.-10. klasse samt en specialklasserække indenfor AKT-området, CTU. Skolen er placeret midt i Aabybro, men er delt på to matrikler – en på Kattedamsvej og en på Aaby Sdr. Gade. På Kattedamsvej går eleverne fra 0.- 5. klasse. På Aaby Sdr. Gade går eleverne fra 6.-10. klasse.
Elevtallet på Aabybro Skole er på ca. 1000, som er fordelt på 4 klasser på hver årgang. Der er et fællesskab omkring hver årgang, som ”bor” i samme klynge eller på samme gang og hovedparten af lektionerne omkring årgangen læses af årgangens lærer- og pædagogteam.
Aabybro Skole er årgangsopdelt, hvilket hos os i praksis betyder, at der er ansvarlige afdelingsledere på alle årgange. Derudover betyder det, at der oftest skiftes lærere mellem matriklerne, altså i skiftet fra 5.-6. klasse. Endelig knytter der sig en række traditioner og aktiviteter til de enkelte årgange og matrikler.
Aabybro Skole er overordnet set en skole, der fokuserer på, at eleverne bliver så dygtige som muligt og bliver rustet godt – både fagligt, socialt og personligt til det liv, der venter dem efter grundskolen. Derfor møder eleverne på skolen høje forventninger om deltagelse og engagement i undervisningen, men også støtte til de situationer, der kan være svære eller udfordrende.
Vores grundlæggende opfattelse og holdning er, at alle børn på skolen er vores børn, og her er plads til alle børn, men ikke til alt. Vores børnesyn bygger på:
Alle børn er ligeværdige og skal have lige deltagelsesmuligheder.
Børn har brug for anerkendelse for at udvikle sig fagligt, socialt og personligt.
Børn udvikler sig og lærer gennem relationer til andre.